Birkelev Naturkunst 10 år

… en god historie om to iværksættere i Birkelev i Vodder Sogn.

Helt nøjagtigt den 19. september for 10 år siden besluttede Jane og Jan, at Jane skulle være fuldtids pilefletter. Jan havde sit gode job som SFO leder i Ribe, så det kunne jo ikke gå helt galt.

Det startede egentlig med at Jane var på flettekursus, og så var hun solgt. Der blev købt pil hjem og fletteriet tog hurtigt til. Jane flettede til hjemmet og til gaver osv. Der gik ikke længe før der i den samme uge kom 2 forespørgsler fra butikker, der ville sælge Janes ting, og to forespørgsler på om Jane ville holde kursus.

Jane var handicaphjælper på det tidspunkt og var glad for jobbet, men det at flette var bare det bedste. Da der også kom en forespørgsel fra en blind veninde om et deltidsjob var vejen ligesom lagt. Lidt fast indtægt som hjælper, og en usikker indtægt på fletteriet.

I marts 2002 var vi på Sjælland hos en pileleverandør. Han viste os en bog om kæmpe pilehuler o.l. De var helt solgt og besluttede at lave en pilefontæne på 6 meter. De tænkte at det nok var lidt svært at stå alene med, så de spurgte kursister og andet pilefolk om de var friske på at give hver en dag i påsken. I alt 17 personer var friske på ideen.

En af disse personer kom til at fortælle JyskeVestkysten om projektet. De ringede og spurgte om de ikke skulle skrive et stykke om dem inden påske, så kunne der komme besøgende og se når de arbejder. Jan og Jane kiggede på hinanden og sagde tja, det er måske en meget god ide, og det blev det. De havde 500 besøgende på 3 dage. De var totalt rystede, og det blev starten på ”Åben Pilehave”, som afholdes hvert år i påsken.

Nu har de åbent hele sommeren, så de kommer ikke på ferie. Derfor har de flere år taget 3 dage på kroferie forår og efterår. Et år var de på Lolland. Der besøgte de et tropisk drivhus som hed ”Grøn Verden”. Det var et projekt for psykisk og fysisk handicappede, som var helt fantastisk. ”Vi kiggede på hinanden over kaffen og begyndte at tegne vores drivhus på en serviet”, siger Jan med et smil.

Det blev en realitet i 2006 med et tilskud fra det daværende LEADER+ program, så de har en grøn verden – den såkaldte Vinterhave – bestående af et drivhus med varme på 150 kvm.

Et andet tiltag kom også uden de vidste det var, at Jane havde en kursist flere gange. Det viste sig, at hun havde en svær depression og havde været ude af arbejdsmarkedet i lang tid. En jobkonsulent spurgte hvad hun kunne tænke sig at arbejde med. Hun svarede at det eneste hun kunne holde til var at flette pil, så Jane blev spurgt om hun ville have en praktikant. Det blev starten på et fantastisk samarbejde mellem psykiatrien og Birkelev NaturKunst.

De har i øjeblikket 3 medarbejdere, – på et tidspunkt har de været oppe på 5 medarbejdere. Nogen er til havearbejde, nogen til dyrene og nogen til flet.

Det sidste tiltag er indvielse af Eventyrskoven den 17. september. Så er næsten al pladsen i haven på Birkelev 7 er taget i brug.

Kig forbi i weekenden den 17. og 18. september. Så holder BirkelevNaturkunst fødselsdag med kakao og boller. Det er gratis for alle i Vodder Sogn og omegn. Gæster udenfor området betaler 30 kr. pr. voksen og der er gratis entré for børnene.

Det har været 10 lærerige og ikke mindst travle år. På trods af finanskrise så har firmaet haft konstant fremgang i alle årene. Birkelev NaturKunst har en hjemmeside www.birkelevnaturkunst.dk, hvor der er over 1000 besøgende hver måned, så de oplever at interessen er stor.

Birkelev Naturkunst er også på Facebook. Skriv Birkelev Naturkunst og tryk ‘Synes godt om’ – så kan du følge med i hvad der foregår i den lille virksomhed i Birkelev tæt på Skærbæk.

Jane har kurser i hele landet samt Tyskland 4 til 5 gange om ugen i hele vinterhalvåret. Jan laver skulpturer for folk rundt omkring, samt småting som sælges på markeder i hele landet samt hjemmefra. Han har deltids arbejde ved siden af.

Sidst men ikke mindst så har Jane skrevet 2 pilefletbøger som er udkommet i september 2011, og der er 3-4 bøger mere i støbeskeen. Så det lille firma i Birkelev er klar til at tage 10 år mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *