Hvad tror du selv?

Af Marian Gram

Så jeg tog i kirke i formiddags – du ved, den store hvide, lidt kantede bygning med det lidt skæve tårnspir, den tunge låge i stengærdet og den omkringliggende gård med smukke nye og gamle gravsten – det gør jeg vel egentlig ikke så tit, for så ville jeg næppe have givet sognepræsten ret i sin efterspørgsel efter flere ”kunder i butikken”; vel at mærke med en flig af dårlig samvittighed over at svigte vel nok den mest anerkendte del af den danske kulturarv og sangskat. Faktisk så anerkendt, at den er blevet en selvfølge i landskabet.

Den er blevet en selvfølge i vore traditioner og i vor bevidsthed, og det er vel godt,… eller er det? Jeg mener….  Lærer vi vore børn, at kirken besøges, når vi fejrer eller sørger og ellers ikke?

Hvor er kirken, religionen og troen i din hverdag og om søndagen? Sover du længe, nyder du morgenstunden og lader medierne fortælle dig, hvad du skal påvirkes af i dag? Sådan er det vel for mange af os og det er ganske naturligt.

Jeg er ikke opvokset i troen på tilfældigheder, men heller ikke i en gudsvelsignet familie, hvor meningen med livet er, at finde troen på noget større.

Mine forældre blev opdraget i den sorte skole til salmevers, kongerækken og udenadslære, så hvorledes skulle de have kunnet bibringe mig det kristne budskab.

Min kristne barnetro er mig bibragt af den kommunale skoles religions- undervisning samt diverse forfattere af eventyr, fabler og heltesagn, som jeg læste med stor entusiasme, siddende på det blåtpolstrede bagerste sæde i det kørende bibliotek; Bogbussen. Det var her det gode kæmpede mod det onde, og sejrede ved at ofre sig for flertallet. Det var her troen på det gode i mennesket slog rod og visheden om, at alting ville blive bedre, hvis bare jeg troede på det!

Jeg tror stadig, for jeg er kristen protestant og trods mange prøvelser, vil jeg vedblive at tro, for når livet går mig midt imod, har jeg brug for at tro på det gode, jeg har brug for håbet om, at der kommer bedre tider, måske endda ønsket om frelse. Når livet er godt, der er indre fred og jeg påskønner den verden jeg er en del af, da takker jeg min tro og det der gav mig styrke til at leve – og ikke blot overleve i den fortravlede verden.

 I vore tider er det desværre ikke så oplagt eller anerkendt at gå til sin sognepræst og bruge denne som en slags sjælesørger. Nej, man henvises til en psykolog, får nummeret til en socialrådgiver hos kommunen eller bruger en del tid/penge på lægebesøg og antidepressiv medicin. Healing, shamaner, meditation, numerologi eller fremmede livsfilosofier, som skal fylde det indre med fred, fordi den kendte religion er blevet fremmed for os og en slags pligtfænomen á la; ”Nu skal du snart konfirmeres sønnike, så må vi hellere gå i kirke et par søndage”, eller hvad med denne her; ”Kommer du i kirke juleaften? Aah, jeg tror ikke vi når det, og børnene vil så gerne se sidste afsnit

af julekalenderen, det kommer an på hvad tid det er” eller den modsatte; ”skal vi i kirke juleaften? Ja, den ene gang om året, så må vi nok hellere og det er da også så hyggeligt at møde de andre og ønske god jul”…

Genkender du dele af ovenstående?
Jaja, jeg ved der generaliseres og der stilles lidt på spidsen, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad Vodder Sogn vil være uden vor Sognekirke?

Når forholdsvis få ønsker at deltage i søndagens gudstjeneste, er det så et tegn på, at religionen er os fremmed? Er det et tegn på, at religionen er blevet os ligegyldigt? Er den et fragment i vor hukommelse som højtider genopfrisker og hverdagen dysser i søvn?

Hvad ønsker du af din kirke? Er det nok for dig, at bygningen står der og en præst kan tilkaldes, når der er behov? Forestil dig scenariet, at du skulle tage til gudstjeneste i Brøns, Skærbæk, Toftlund eller Arrild Kirke, hvis Vodder Kirke var blevet så tom, at den blev overflødiggjort!

Nej, Vodder Kirke er ikke lukningstruet nu, men institutionen som du betaler via din skattebillet ER ikke en selvfølge.
At kalde kirken en institution er i mine øjne ikke en anerkendelse, men en konnotation som anonymiserer kristendommen og dens eksistensberettigelse, Hører kirken til i dit hjerte som noget særligt eller er det blot en institution, som forpligter dig til besøg ved særlige højtider og familiemæssige begivenheder?

”Vi betaler jo via skatten, så kan vi da selv bestemme, hvor ofte vi kommer der”! Ja da, bevares, men når støtten ikke er stærk, står huset heller ikke stærkt.

Menigheden MÅ være grundlaget for kirkens eksistens, dersom den står næsten gabende tom hen søndag efter søndag, har menigheden talt og fortalt, at den kun ønsker kirken og religionen, når det passer ind i vor kalender og i vore planer. Ønsker vi da ikke at forpligte os i vor tro? Hvorfor da blive døbt, konfirmeret, gift, begravet i kristen jord??? For traditionens skyld? Eller for troens skyld? For konceptets skyld?

Tanken om et sogn uden kirke, en kirke uden menighed, en tro uden mening og en præst du ikke kan søge sjælefred hos, gør mig trist til mode.

Jeg vender blikket indad og spørger mig selv, hvad vil jeg gøre? Ja først skriver jeg denne artikel og så går jeg til gudstjeneste i dag. Med denne artikel ønsker jeg at delagtiggøre sognets borgere i mine synspunkter og beder dem om, at vende blikket indad, og spørge sig selv, hvad de selv vil gøre? For det er op til sognet, om der skal være et sogn! Det er op til menigheden, om kirken og det den står for, skal bestå.

Har jeg provokeret bare et par stykker til at tage stilling og fx til at tage i kirke flere søndage om året, så har artiklen jo tjent et formål…. men tag i det mindste stilling!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *