Vodder Sogn – hvad nu?

Deltag i møde den 28. marts 2011 hvor Vodder Sogns ideer og ønsker drøftes ift. den fremtidige udvikling

I forbindelse med at Vodder Sogn har mistet den lokale folkeskole, har Tønder Kommune taget initiativ til et samarbejde med lokalsamfundet. Tønder Kommune lægger op til dialog og samarbejde om at sikre fortsat aktivitet og udvikling i Vodder Sogn efter skolelukningen. Dette gøres for at sikre, at der også efter skolelukningen vil være aktivitet i skolebygningerne og liv i lokalsamfundet og for at lokalsamfundet kan fastholdes og udbygges som attraktivt område.

Det er planen, at Vodder Sogns Lokalråd får besøg af et rejsehold fra kommunen i løbet af april og i den sammenhæng er det vigtigt at vi forinden har haft en dialog om, hvad vi har af ideer og ønsker her i lokalsamfundet. På mødet med rejseholdet vil det bl.a. blive afklaret, om såvel lokalrådet som de lokale foreninger m.m. kan være interesseret i Vodder Skoles bygninger og på hvilke betingelser. Vi har mulighed for at komme frem med vore ideer og ønsker, som efterfølgende vil blive behandlet i Tønder Kommune.

Vi har brug for at få sat ord på vore ideer og ønsker – deltag i møde den 28. marts !
I forbindelse med processen, har vi her i Vodder Sogn brug for at få sat ord på vore ideer og ønsker, og Vodder Sogns Lokalråd vil opfordre så mange borgere som muligt til at deltage i vores generalforsamling mandag den 28. marts, hvor vi har sat emnet ”Vodder Sogn – hvad nu?” på dagsordenen.

I forbindelse med dette års generalforsamling starter vi op med fællesspisning kl. 18.30, generalforsamlingen starter kl. 19.30 og forventes kun at være maksimum en time. Derefter vil der være dialog omkring fremtiden i lokalsamfundet.

Se også annoncen i Ævle Bævle marts 2011 udgaven side 3

Har du endnu ikke tilmeldt dig – så kan du nå det endnu. Enten ved at tilmelde dig hos Kwik Spar eller ved at sende en e-mail til voddersogn@gmail.comsenest den 22. marts 2011.

Det er gratis at deltage– men du skal være medlem af Vodder Sogns Lokalråd for at deltage. Er du/I i tvivl om I har betalt jeres medlemskontingent, så kontakt venligst Merethe Juul Thysen på 20285668.

Er du eller din husstand ikke medlem, så indbetal venligst 150 kr. til vores konto 9839 0000189464 med oplysninger om navn, adresse og også gerne e-mail adresse eller til Kwik Spar.

Vi glæder os til at se jer.

Vodder Sogns Lokalråds bestyrelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *